Amalie Tagmose  

En klassisk mørkeblå New York Yankees kasket skiller sig ud fra resten af DR Koncerthusets hårpragter. Kasketten er placeret på toppen af min 21-årige fætters hoved.

Som Kanye West-fan udtrykker hans skeptiske smil en følelse af at være malplaceret. »Jeg må være gået forkert«, griner han nervøst og blinker til mig. Men kærlighed for hip hop udelukker ikke Mozart, Weilerstein og Sjostakovitj. I hvert fald ikke i min optik. 

 

Musikken brager, og vi er kastet direkte tilbage til den russiske revolution. Med åben mund og et fokuseret blik tager Sebastian begejstret fat i mine skuldre og udbryder: »Jeg er jo midt i en krigzone, Malle! Hvad handler det her om? Lån mig programmet!«. Han fik programmet i hænderne, og en ny virkelighed åbnede sig for ham. 

 

Denne oplevelse indfanger netop, hvad jeg vil som journalist. Jeg vil formidle svært stof på en måde, som får Sebastian og andre til at åbne øjnene for stofområder, de ikke vidste, de interessede sig for. Hvorfor skulle man ikke kunne inddrage Anders Matthesen i et program om musikhistorie eller placere en bankmand midt i et reenactment-arrangement i middelalderen? Og hvorfor skulle man ikke kunne inddrage en adrenalin-jæger eller en clairvoyant i et program om signalstoffer i hjernen? 

 

Jeg tror på, at man med humor og fantasi kan oplyse og underholde på én og samme tid. Og at god formidling er at forenkle uden at forsimple. Derfor vil jeg fortælle historier, som giver fortiden kant og nutiden perspektiv.